Periode: 1500-1600

Artikelserie om landbruget gennem 400 år.

Det 16. Århundrede, har for bonden i Danmark, generelt været en tid med jævn fremgang. Kornpriserne blev tredobbelt, især i kraft af andre landets behov for import, så selv om der for en lille dansk bonde, måske ikke har været meget at sælge ud af, andet end lidt lejligheds salg af korn og enkelte stude, så har han dog fået en højre pris for det, og de ekstra store skatter som staten krævede, har han kunne bære.

Virkningen har selvfølgelig haft størst betydning for de store gårde, der har haft et større overskud i produktionen, og derved mere at afsætte, og krav om større lønninger fra deres arbejdere, undgik de til dels ved at gøre brug af deres fæstebønder i stedet.

Man var korts sagt gået fra middelalder og ind i den nye tid, hvilket også kunne ses i det militære tyngdepunkt, som flyttede sig fra "Ridderen" og over til "Landsknægten". Jo, der var stadig bud efter ridderen i særlige stiuationer, men hans plads i samfundet blev nu en anden.

Fra Dyst og fejde bliver det nu Gods og Gaard, Adel mandens Tanker først og fremmest søger

Men meget måtte ændres, hvis Herremanden skulle drive sit gods, og få en god indtægt.

De store godser var det man kaldte for "Strøgods", altså nok store, men deres jorde og fæstegårde lå spredt over landsbyer, herreder, ja endda landsdele, og for at det overhovedet skulle blive rentabelt, så var det nødvendigt at forsøge at samle det hele til større sammenhængende enheder.

Der var også det rent praktiske. Det var svært for Bonden at nyde Herremandens beskyttelse og for Herremanden, at få transporteret f.eks. Landgilden. Også ønsket fra Adelen om stordrift, hvilket ikke før var udbredt, gjorde at ønsket om en samling af jorden omkring herregården forstærkedes, men et af problemerne var at der ikke var megen ledig arbejdskraft, hvilket man så ville søge at udnytte gennem sine fæstebønders arbejdsydelser.

Skulle man således have stordrift måtte man have en koncentration af godserne, og have fæstegårdene så nært på som muligt, at man uden besvær kunne udnytte arbejdskraften

Kongen, der var landets største jordbesidder støttede Adelen i deres ønsker, og en tid med store ejendomshandler mellem Konge og Adel tog således fart. Kongen samlede bl.a. sine ejendomme i egne med gode jagtmuligheder, hvilket var en stor sport for Konge og Adel.

I sidste halvdel af det 16. Århundrede øgedes Adelens ønske om endnu større jordtilligende og derved en endnu større drift og indtjening.

Man kunne få mere jord på 2 måder, nemlig gennem nyopdyrkning og ved at erhverve jord fra bøndernes gårde. Nu blev skove ryddet, fælleder og overdrev opdyrket jord fra bøndergårde blev afgivet, enten ved at man tog jord fra den, hvorved den blev så forringet, at man også kunne få resten.

Et eksempel på denne fremgangsmåde finder man på Gisselfeld på Sydsjælland, der var ejet af Peder Okse. Han inddrog en del jord fra gårde i Søtorup by til Gisselfeld og fordelte resten på 8 gårde.
Den mest almindelige fremgangsmåde var dog, at man nedlagde gårdene, hvilket kunne ske når en gård stod øde eller var blevet fæsteledigt. Der var ikke i loven, noget der forbød denne fremgangsmåde, ja faktisk gik man et skridt videre. Man begyndte at opsige bøndernes fæste, for sammenlægningens skyld.

Man kan så sige at de derved omgik Frederik Is livsfæste, men fæsterne var ikke vænnet til dette, for i Christian III recesser af 1547 og 1558 findes bestemmelsen

Enhver Riddermand havde lov til at gøre sit eget Gods så nyttigt som muligt

Denne tekst brugte Adelen, så når den ønskede en fæstegård. Og i en sag mode Adelsmanden Niels Andersen Dresselborg i 1561, der havde smidt en Bonde ud af hans gård, fordi han selv skulle bruge jorden, gav rigets øverste domstol ham ret. Man brugte ordene.

Nu trænger han selv til at besidde samme gård

Mange gårde og hele landsbyer er forsvundet på denne måde.

Da nu godser var samlet og stordrift en realitet, blev den vigtigste ydelse fæstebonden skulle yde, ikke længere landgilden, men hoveriet, eller som man kaldte det dengang, dagværket.
Hvad man skulle yde ved hoveriet lå i starten helt fast, men som tiden gik blev det mere ubestemt og også forøget. Dette skyldes ganske sikkert også, at man nu boede Bonden i nærheden af Herregården og tilmed på Herremandens gård.

Fra vends herred kendes denne historie om bønder og hoveri.

Bønderne under Hindsgavl gods forbeholdte sig i 1564, at det kun var rent frivilligt, at de havde ydet et arbejde til Lensmanden, der gik udover, hvad der normalt var bestemt.
I 1576 er der så helt andre boller på suppen. De bliver befalet til at hjælpe med at indføre avlen til Hindsgavl en dags tid tidligere end normalt. Hertil har de kun kørt 6 læs møg hver om året, men herefter skal de

ligesom ved andre slotte køre så længe, indtil hele møddingen er kørt ud, da der nu avles og høstes meget mere til slottet end tidligere og derfor også staldes og fodres flere øksner, køer og andet fæ, mod førhen, så møddingen er blevet større

På landsplan var der meget stor forskel på hvor meget hoveri der skulle ydes. På Trøjborg i Ballum skulle bønderne køre møg 2 dage om ugen, pløje 2 dage både for og efterår, mens man på noget af kronens gods i Jylland næsten ikke brugte hoveri

Pligterne Bonden skulle udføre gennem hoveriet, var for det meste drift af Herremandens jord og kørsel. Det var dog ikke dette, der var med til at øge mængden af pligter og det arbejde der skulle udføres, næ, som tiden gik ønskede mange Herremænd sig en bolig der kunne vise hans magt og rigdom ud af til.
I stor stil byggede man nye og flotte herregårde over hele landet, men økonomisk havde det sine konsekvenser og for bonden betød det endnu mere hoveri. Der var transport af byggematerialer, ja idet man jo nu havde større vedligeholdelsesudgifter, samtidig med en mere kostbar levemåde.

Selvejerbonden.

Selvejerbonden fandtes, men i ringe antal, for langt de fleste gårde var fæstegårde. Man regner kun med at 10-15% på landsplan, de fleste i Jylland.

En af grunden til det ringe antal skal findes i følgerne efter Grevens fejde, hvor mange mistede ejendomsretten til deres gård, og selv om de senere igen fik lejlighed til at erhverve ejendom, så havde de nu ikke midlerne. Der var også andre grunde til det ringe antal, bl.a. de ydelser de skulle betale.

De ordinære var lavere end fæstebondens landgilde, men så var der de ekstraordinære skatter. De var hårde og efter 1550 dobbelt så store som dem fæstebonden skulle betale. Derfor ønskede mange at ombytte selvejet med fæste. Adlen kunne så erhverve disse ejendomme, dog kun med Kongens tilladelse, som "Afstå sin herlighedsret over det Jordegne Gods" og Adlen får ret til at forhandle sig til ejendomsretten.