Periode: 1650 – 1750.

At have været på den forkerte side af loven, og at blive straffet for en forbrydelse, har haft store konsekvenser, for dengang var straffene betydeligt hårdere end i dag.

Man havde ved vedtagelsen af Danske lov i 1683, for første gang fået en samlet lov for hele landet, og ikke som tidligere, flere forskellige love, som f.eks. Jydske lov, der kun dækkede Jylland og Fyn, mens man havde andre love for andre dele af landet.
Ved indførslen af Danske lov havde man også indført, at alle nu var lige for loven, således at også adelige kunne straffes på samme måde som den almindelige borger

Modsat den gamle Landskabslov, var der også blevet indført nogle lidt mildere straffe, f.eks. så havde man før Danske lov hængt enhver der blev kendt skyldig for groft tyveri. Disse skulle nu straffes med Kagstrygning, hvilket vil sige at de blev spændt fast til en pæl på et stillads, og herefter pisket, og var det så oven i købet anden gang, blev de endvidere dømt til at arbejde på Bremerholm, hvilket som regel, grundet det hårde arbejde, og elendige indkvarteringsforhold i trunken, efter få år medførte døden.
Om trunken har fangen Jon Olafsson, der blev frigivet derfra igen, fortalt.

At fangen havde en jernring om livet så vid at han kunne skifte klæder og en om det højre knæ, forbundet med en svær jernlænke uden på låret. Der blev beskikket 4 mænd, som skulle passe på forbryderne og daglig drive dem frem med svøber til slid og trældom&hellip

På andre punkter var loven dog blevet skærpet, især ved majestætsfornærmelse, der medførte at man i levende live først fik hugget højre hånd af, dernæst blev kroppen parteret og lagt på stejle og hjul, og endelig så skulle hovedet sammen med den afhuggede hånd, sættes på en stage.

Når en forbrydelse var sket, var det ikke som i dag politiet der tiltalte en, men derimod den forurettede, og først når dette skete trådte myndighederne til. Der var dog den hage ved denne form, at såfremt den tiltalte blev varetægtsfængslet, så var de omkostninger der var i forbindelse med en fængsling, pålagt den sagsøgende, og det har sikkert holdt mange tilbage, eller også har man, hvis sagen trak ud, frafaldet sin anklage igen, alene af økonomiske grunde, som i en sag far Århus, hvor en dame ville frafalde sin sag mod en forbryderske, fordi hun ikke længere havde råd til at holde hende i fængsel, eller at anke sagen til Højesteret.
I en sag fra 1712 skriver sagsøgeren, Jens Christoffersen, der havde betalt 2 sletdaler om ugen, for at holde en tyv fængslet, der var blevet dømt til hængning, at han på grund af at tyvens forsvarer havde anket sagen videre, og at han mente man forhalede sagen, hellere ville opgive den, da han ikke havde råd til mere.

Straffen.

Men var man først blevet dømt og nået dertil at dommen skulle føres ud i livet, var de hårde og man havde omkring 1690 pga. af et øget antal forbrydelser, skærpet nogle af de love som man tidligere først havde formidlet, således at man nu fik følgende domme.
Man blev hængt for.

• 1. Stjæle en hest, stud eller ko.
• 2. At bryde ind i en anden mands hus.
• 3. Hvis man blev dømt anden gang for tyveri. (Første gang blev man brændemærket med et "tyvsmærke")

Senere blev dommen for tyveri ændret til, at man skulle arbejde på Bremerholm i lænker på livstid.

For mord på ægtefælle, husbond, frue, madmoder eller disses børn, skulle man knibes med gloende tænger.
Afhængig af mordets grovhed foregik dette først på åstedet, dernæst på en offentlig plads, f.eks. et torv, og endelig på selve retterstedet. Var det ude på landet skulle det ske 3 steder mellem gerningsstedet og retterstedet.
På selve retterstedet blev så højre hånd hugget af, så hovedet, og liget skulle herefter lægges på stejle og hjul af bødlens folk.
For andre straffe blev man idømt kagstrygning

En anden straf der dengang blev følt lige så hårdt, som de fysiske straffe, var ærestraffen.
Man mistede sin ære når man blev "tyvsmærket", ved kagstrygning, ved at vidne falsk og ved at lyve.

En dom lød så på at man skulle betale 3 mark, og derefter blev man betegnet som en "tremarksmand" eller æreløs.
Var man først blevet æreløs, var man næsten selvskrevet til et fortsat liv på samfundets bund, for som æreløs kunne man ikke.

• 1. Få noget betroet.
• 2. Vidne mod andre.
• 3. Stå i et håndværkerlaug
• 4. Stå i bøndernes bylaug

Men man kunne frit overdænges med injurier, for man havde ingen jo ingen ære der kunne krænkes.

Så var der dommene, hvor de nok var hårde, men æren mistede man ikke. De skulle mest virke skræmmende for andre og betød at man f.eks. skulle i gabestokken, kvinder kunne dømmes til at bære "fedlen", og en særlig dom var det offentlige skriftemål, der især ramte dem der havde overtrådt, Det sjette bud f.eks. ved at have fået børn uden for ægteskabet.

Selv efter sin død kunne man få en straf, nemlig ærestraffen, der nu betød at man ikke kunne begraves på kirkegården, men på galgebakken, eller som man sagde "i høj og heden jord"